Aalborg, Danmark 11., 12. & 13. oktober 2017

Om DanFish

Om DanFish International

Der har siden 1974 med 2-3 års mellemrum været afholdt fiskerimesser i Aalborg. Aalborg er geografisk centrum for over halvdelen af de registrerede danske fiskere. Messen har fra starten været markedsført som "Fiskernes egen Messe".

Messen er rettet både mod erhvervets store såvel som små udøvere, og fokuserer fortrinsvis på udstyr til fiskeren selv, hans båd og fangstredskaber. Med navneskiftet til DanFish International i 1996 blev messens internationale sigte skærpet, og den udvikling er fortsat lige siden.

Allerede i 1993 indledte man et samarbejde med Udenrigsministeriet for via ambassader og konsulater at skaffe udenlandsk besøg til messen. Dette arbejde blev intensiveret i 1996, hvor messen ændrede navn til det internationalt mere velklingende navn "DanFish International" og satte ca. en halv million kroner på højkant til disse besøg.

Der blev arbejdet med 18 lande som målgruppe. Det blev en succes, idet der deltog delegationer fra 16 lande, i alt ca. 140 personer.

Siden 2007 er de inviterede indkøbere udpeget i samarbejde med Dansk Eksportforening, og i 2011 bestod de udenlandske delegationer af ca. 100 personer fra 25 lande.

Ved samtlige messer i Aalborg har standarealet, som i dag er på ca. 9000 m2, været totalt udsolgt.

Udvidelse af udstillerkredsen har betydet en udvidelse af messearealet, nemlig med en mobilhal i den nærliggende park, Kildeparken.

Aalborg Kongres & Kultur Center er et af Skandinaviens største og mest fleksible kultur-, kongres- og messecentre, og har mere messeerfaring end de fleste.

Siden 1974, hvor den første fiskerimesse så dagens lys, har der med 2-3 års mellemrum været gennemført messer rettet mod erhvervets udøvere med fokus på udstyr til fiskeren selv, hans båd og fangstredskaber.

Dertil gennemføres årligt et sted mellem 10-12 messer i Aalborg Kongres & Kultur Center, som er kendt for en høj grad af professionalisme og et unikt serviceniveau. Dermed er nye som etablerede udstillere altid i gode hænder!

Styregruppe og samarbejdspartnere
I styregruppen sidder repræsentanter for Eksportforeningen (Danish Fishing Equipment Group), Danske Fiskeres Producent Organisation, Danmarks Fiskeriforening, MARCOD og Aalborg Kongres & Kultur Center.

Gruppen mødes med ca. 5-6 måneders mellemrum for at drøfte status, udveksle ideer og fordele arbejdsopgaver.